Idag er jeg så træt, at I lige får en genudgivelse af et indlæg, jeg lavede for godt et år siden..Gennem hele min folkeskole og også gennem gymnasiet, der var bevægelse synonymt med boldspil, atletik og løb. Det lå fast, og sådan var det bare altid. Godtnok varierende boldspil, men altid noget der krævede for meget af min sløje hånd-øje koordination og grovmotorik. Lige siden børnehavealderen, hvor jeg ikke kunne finde ud af at lave gadedrengehop, er min grovmotorik blevet kritiseret. Det blev ikke bedre i puberteten, hvor ens arme pludselig er uproportionelle i forhold til resten af kroppen og man derfor knalder dem ind i hver en dørkarm og andet. Det går jeg i øvrigt stadigvæk og venter på at vokse fra..
Idræt i folkeskolen var et helvede. Selvom jeg forsøgte på bedste vis at være med, og gøre hvad jeg kunne (jeg stod aldrig henne i et hjørne og surmulede!!) så gjorde det hverken sitationen bedre eller sjovere. Alle vidste jo godt at jeg var en "ball-dropper" så hvem gad lige skyde håndbolden over til mig? Og spillede vi fodbold, fik jeg altid bolden lige i ansigtet, sommetider ind på læben så mine togskinner rev hul i min læbe, eller ind i brystet så alt luften blev skudt ud af mig. Jeg var og er stadig en boldmagnet i fodbold. Den dag idag bliver jeg panisk angst når jeg befinder mig på en foldboldbane. Når vi spillede fodbold i folkeskolen, hvilket vi gjorde ret ofte, gik jeg faktisk bare og ventede på at blive ramt af en bold. Det var uundgåeligt at det ville ske. Selvom det gjorde herrenas var fordelen dog at man fik timeout og ikke behøvede være med mere. Der er dog ét boldspil, jeg er god til, og det er volleyball. Jeg kan være enormt god til at serve, uden jeg helt ved hvad det er jeg gør. Men når folk så begynder at heppe på mig, så bliver jeg for selvbevidst, og skyder bolden direkte i nettet..
Vi lavede dog også andet end boldspil i folkeskolen, selvom det ikke føltes sådan. Om sommeren efter skolestart stod den hvert år på atletik, da vi skulle træne til idrætsdagen. Jeg synes atletik er en sjov sportsgren at se på tv, men så stopper den også ligesom der. Jeg har absolut ingen skills indenfor atletik, what so ever.. I længdespring kunne min elendige grovmotorik og min slaskede pubertetskorpus ikke formå at kombinere løb/hop teknikken, så det endte altid med at jeg lavede ét langt løbeskridt. Og det var ikke særlig imponerende. I højdespring havde jeg frygt for at hoppe baglæns over stangen, for jeg vidste jeg ikke kunne komme over, og tænke at det da måtte gøre ondt at lande ovenpå stangen med ryggen. Så selvom jeg tog tilløb og kastede mig ud i det, stoppede jeg altid op lige inden. Jeg kunne bare IKKE gøre det. Boldkast og kuglestød var lidt det samme, jeg dur bare ikke til at kaste langt! Så var der løbene, 100 meter løb var jeg sådan ret så god til, det gjaldt jo bare om at spurte, og 100 meter er sådan lige til at klare. Det var værre med det længere løb, kan ikke huske hvor langt det var. Tror faktisk det var 1 km. Jeg dur simpelthen ikke til at løbe langt. På grund af mine mærkværdige fødder vrikker jeg konstant om, og så er det bare ikke fedt at løbe. Så atletik var altså heller ikke noget hit. Vi skulle tage sådan nogle atletikmærker, og jeg fik af vide af min idrætslærer at jeg VIRKELIG skulle stramme op hvis jeg skulle have mulighed for at få selv det mest fesne mærke. Så det endte med at jeg ikke fik noget mærke - som den eneste!!
Hvert år havde vi som sagt idrætsdag. Og det var forfærdeligt. Resultaterne blev nemlig hængt op på en opslagstavle så hele skolen kunne se det (jeg gik på en lille kristen friskole, så alle kendte jo alle!!). Ikke særlig fedt. De sidste par år med idrætsdagen fik jeg faktisk lov til at pjække af min mor. Det blev til en lille hvid løgn om en eller anden familiefest. Ja det er ikke i orden at pjække, men jeg gik jo ikke glip af noget vigtigt.
Mine forældre var faktisk generelt meget støttende omkring min antipati mod skoleidræt. Men de har så heller aldrig selv været de store stjerner på den front. Tror faktisk min far er mere boldinkompatibel end jeg. Til diverse forældre-lærer samtaler blev det faktisk bragt på banen, om man ikke kunne lave noget mere varierende idræt, dele folk op på hold efter interesse o.s.v. Men det hjalp ingenting. Om man selv bragte det på banen overfor læreren blev man blot præsenteret for en ældgammel Charlotte Bircow aerobic video. Værsgo'! Tja, det var da bedre end boldspil, men ikke specielt originalt.
Og så skulle man tro idræt i gymnasiet var meget bedre. Dels fordi der er flere lærere og dels fordi de er bedre uddannede. Men nej. Folkeskole flashbacks en mass. Igen boldspil, løb og atletik. Why, why, why? Her startede man så hver time ud med at løbe halvanden kilometer. Der valgte jeg så bare at GÅ halvdelen af vejen og så var de bare selv ude om at jeg så kom for sent og at de var gået igang med diverse ting og sager. Jeg GIK nærmest i PROTEST! I gymnsiet er det så dobbelt op på nederen at man får karakterer i idræt. Hvad hulen skal det nu gøre godt for? Jeg lå på en lun 6'er og en 7'er når det gik højt og Karin var i godt humør. En gang var jeg så træt af ENDNU engang at have fået skod karakter. Karakteren bundede nemlig også i noget gruppearbejde omkring opvarmning. Og alle i min gruppe steg lige en - to karakterer. Og jeg blev liggende på den fesne 6'er. Så jeg gik til den kære fru lærer og spurgte hvad der lige lå til grund for det. Fik det lunkne svar at der jo også skulle være plads til at give dem, der var gode høje karakterer. Dem hvor idræt var deres et og alt! Jamen altså, derfor behøver jeg da vel ikke kun at få 6 tænkte jeg. Syntes trods alt jeg ydede en stor, om end sørgelig, indsats. Jeg kæmpede virkelig, og prøvede at være med så godt jeg kunne (hvilket godt kan være svært når ingen gider spille en, og man også går rundt og ligner en der helst ikke vil spilles til..) Alle dem, der var gode til idræt syntes jo jeg var super nederen fordi jeg var så dårlig. Jeg var da en nitte for hvert et hold!
De sidste tre måneders tid af idræt i gymnasiet, var de bedste. Her var det nemlig lanciers, der gjaldt. Og endelig følte jeg at jeg faktisk kunne finde ud af noget. Jeg var faktisk ret god til det! I min store begejstring tænkte jeg at nu MÅTTE jeg da komme op på en 8'er SÅ god som jeg var! Men nix.. Jeg kan bare glæde mig over at karakteren kun gjaldt halvt eller hvordan det nu var, og at jeg da trods alt scorede massevis af gode karakterer i alle de boglige fag.
Jeg forstår virkelig ikke, hvorfor man ikke kan lave idræt som man deler op efter interesse? Vi blev bare kastet ud på nogle hold fra første dag med idræt i 1.g. og det var så de hold, resten af gymnasietiden. Jeg tænker hvor svært kan det lige være, hvis man alligevel skal dele folk op i hold, hvorfor så ikke dele dem op efter interesse? Det kunne f.eks. være et hold med boldspil i alle arter, et hold med dans, aerobic, rytmegymnastik, styrketræning, yoga, pilates o.l. og et holdt med noget helt tredje f.eks. cykling, rulleskøjter, løb og svømning. Er det bare mig eller ville det ikke være en genial løsning? Hvorfor skal det være så svært? Der er jo lærere nok til at det kan lade sig gøre! Jeg håber virkelig at idræt bliver bedre i gymnasiet og folkeskolen, når jeg selv får børn. Jeg ville finde det svært at mine børn skal gå igennem de samme nederlag og ubehag ved det, som jeg har gjort. Og det er jo ikke fordi jeg ikke holder af at bevæge mig. Det er bare ikke fedt at være den dårligste, og den som folk ser ned på..