TORSDAG FEAT. VALGDEBAT

I dag blev endnu en ting fra H&M pakken sportet. Nemlig de yderst komfortable bukser. Uh, de er læks at have på. De er meget store om livet - også større end jeg havde forventet, men heldigvis kan de jo strammes godt ind! ;) (de var nemlig kun i en str. L online....)

Elsker lynlåsdetaljen, det løfter dem lige lidt op fra bare at være kedelige joggingbukser, haha :)

I dag var der valgdebat ude på skolen, og heldigvis kom der mange mennesker:

Det var os i elevrådet, der havde stået for at arrangere det, men det har nu mest været vores seje formand, der har sørget for at få det hele til at klappe :) Meget vellykket debatarrangement, som også høstede ros fra kandidaterne. Super!! Her står vi i vores DSR t-shirts sammen med en af kandidaterne. Han var meget sød, men altså konservativ, og dét stemmer jeg aldrig, haha!! :) Er stadig ikke heeeelt afklaret mht. hvor jeg sætter min stemme, men det bliver i hvert fald rødt!! :)

Nu står den på noget læsning, og når kæresten engang kommer hjem tror jeg vi bl.a. skal hygge med Matador (åhh, bliver aldrig træt af Matador). Er lidt bombet i dag, selvom jeg har haft fri og sovet længe, så det giver jo ingen mening.. 

In My Opinion

Lige for tiden er der jo meget debat omkring aktionen og rydningen af Brorsons Kirke i København. Det chokerer mig, at så mange mener at det er helt okay, den måde det er foregået på. Rigtig mange holder med politiet i denne sag.
Jeg er ikke så god til at formulere mig på skrift, når det drejer sig om emner som dette, men jeg skal nu forsøge alligevel.
Jeg synes det er helt i orden, at irakerne opholdte sig i kirken. De har min sympati. Ja, de er udviste asylansøgere, hvilket betyder de skal rejse hjem, men for mange af dem er det ikke nødvendigvis sikkert for dem, at rejse hjem. Nogle lever i frygt for at blive slået ihjel, overfaldet eller andet.

Vi som danskere har et ansvar eftersom vi har haft del i, at landet er blevet så ustabilt. Derfor bør og skal vi også hjælpe de irakere, der har brug for det. Og nu ved jeg godt, at en DF'er sikkert ville sige "jamen vi kan jo ikke hjælpe alle irakere...". Korrekt. Men så må man jo starte et sted. Og da hellere hjælpe nogen end ingen? Jeg synes det er en meget mærkelig holdning at have "Jamen vi kan jo ikke hjælpe alle, så lad os lade være med at hjælpe nogen".
Jeg frygter ikke for, at vores land bliver invaderet og overtaget af indvandrere. De udgør trods alt, som det er nu, en relativ lille del af den samlede befolkning. Danmark er et ressourcestærkt land, og jeg mener vi har et ansvar og forpligtelse overfor svagere lande. Og specielt overfor Irak, eftersom vi har været indblandet i situationen dernede.
Jeg synes på ingen måde, vi kan tillade os at smide dem ud, så længe deres tilværelse er så usikker.

Der bliver sagt, at det jo er imod dansk lov at de besætter en kirke, og opholder sig dér, men her vil jeg lige henvise til http://da.wikipedia.org/wiki/Kirkeasyl, hvor der bl.a. står:

"Kirkeasyl er en praksis, hvor kirkens specielle status giver beskyttelse til den/dem, som befinder sig i kirken.

Ifølge ekspert i kirkeret Jørgen Stenbæk er kirkeasyl et "ægte" begreb, han siger:^[1]

At søge tilflugt i kirker er et levn tilbage fra Middelalderen. Her opstod den tanke, at kirkerummet var fredhelligt. Hvis man søgte beskyttelse, kunne man søge kirken, for der måtte man ikke dræbes eller angribes. I dag har mange stadig den opfattelse, at hvis man søger fred, er kirkerummet helligt.

Kirkeasyl opstår, når nogen ikke frivilligt forlader kirken i den hensigt at undgå pågribelse. Kirkeasyl, i modsætning til almindelig asyl, har ikke nogen regel for, hvornår nogen kan få asyl, derfor kan ingen nægtes kirkeasyl."

En kirke er et fredsrum. Irakerne der opholdte sig, var respektfulde overfor kirken og kirkens fredsstatus og betydning.

At politiet stormer fuldstændig kampklædte ind i kirken, synes jeg er meget voldsomt. Og på sin vis en overtrædelse af kirkens status som helligt sted. Et fredsrum. Et "helle".

At de bruger vold mod demonstranterne er fuldstændig uacceptabelt. Jeg ved godt, at de forhindrede politiet i at gøre deres arbejde (jeg er jo så også i mod politiets arbejde i denne sag, skal lige siges) men demonstranterne var primært unge mennesker, som gjorde det i god tro og mening. Det var en hjertesag for dem. De protesterede fredeligt, hvortil politiet svarer igen med knipler. Jeg ved godt mange siger, at nu var hende pigen nok selv skyld i det, og at hun sikkert var provokerende. Jeg synes faktisk det er uvæsenligt, om hun har provokeret politiet. Man kan ikke komme udenom, at hun bliver slået på gentagne gange i forsøget på at rejse sig op. Dét er bare ikke i orden! Det kan simpelthen ikke være nødvendigt at knippelbanke en demonstrant hele otte gange, for at få hende væk. Jeg er dybt forarget. Kommentarer som "Hun kunne jo bare lette røven" får mig til at tænke på, hvor let det mon er at rejse sig, hvis man gentagne gange bliver manet til jorden af en kæp fyldt med bly? Jeg tror ikke det er særlig let! Og han giver jo ikke pigen en chance for at rejse sig.

Når jeg læser på nettet kan jeg forstå, at vi er et fåtal der har denne holdning til det hele. Langt de fleste mener, at politiet gjorde det rigtige. At pigen selv havde fortjent alle de slag. At irakerne bare skal hjem "de er jo udviste, det kan kun gå for langsomt" osv.
Jeg får det skidt, når jeg læser den slags, og jeg tænker "hvad med næstekærligheden?". Hjælp din næste?! Elsk din næste??
Et af hovedargumenterne for, at det er helt i orden, er at det er i mod dansk lov. Men jeg mener der kan findes særlige tilfælde, hvor man ikke skal gøre det op i om det er lov eller ej. Det drejer sig jo om mennesker, med meget usikre tilværelser. Mennesker i livsfare.

Jeg skammer mig virkelig over at være dansker, når jeg ser at 90 procent af kommentarerne på "nationen" (på ekstrabladet) tilsyneladende er skrevet af DF'ere, der er blevet tabt på gulvet som børn (selvfølgelig findes der også kloge og fornuftige DF'ere -dette er bare virkelig ikke tilfældet her!!). Jeg synes virkelig, det er helt grotesk, og jeg får det ganske og aldeles skidt. Jeg mener man mangler empati, hvis man ikke har den mindste medfølelse, om ikke for demonstranterne, så for irakerne.

Men det kan være, det bare er mig...

Jeg kommer altså til at savne ham lidt..

Here's why..

Farvel til god underholdning.. :D

En dårlig idé.

Regeringen og DF vil nu skære børnechecken væk fra forældre til børn og unge, der laver ballade og er småkriminelle. Flot DF! Det er nemlig slet ikke at sparke på folk der i forvejen ligger ned..
Peter Skaarup udtaler (og jeg citerer ordret): "Vi tror på, at det vil have en god virkning at ramme forældrene på pengepungen, hvis de ikke sørger for en ordentlig opragelse"
A'hva'?? Ja, undskyld mig Hr. Peter Skaarup, men er det ikke liiiige at vælge den ultimativt nemmeste og billigste løsning? Holdbar er den da ihvertfald ikke!!
Ser man på statistikkerne, så er langt de fleste af de unge "ballademagere" enten unge med indvandrerbaggrund og/eller unge fra dårlige kår. Og så hjælper det jo fedt at tage penge fra folk.. Det går jo ud over de svageste, dem der i forvejen knokler for at få råd til dagen og vejen. Og nu er de måske nødt til at arbejde endnu mere for at få flere penge. Dermed har de mindre tid til at opdrage på deres børn! Ikke særlig smart, vel?? Man bliver da ikke en bedre mor af at have færre penge..
Kom igen DF..

Her er min mening..

Hvis man læser Kristeligt Dagblad, kan man ikke have undgået den store debat, der har været omkring et ungt par, der stod frem med deres fortælling. De ventede deres meget planlagte ønskebarn, men efter en scanning i 20. uge, der viste at barnet manglede venstre underarm, ønskede de at få en abort. For dem var det et for stort handicap:

– For vores vedkommende var det for stort et handicap. Først tænker man, at det bare er en arm, men da vi begyndte at sætte os ind i det, gik det op for os, hvor omfattende et handicap det er at mangle en arm. Der er erhverv, barnet aldrig vil kunne få, sport det ikke kan dyrke, og hvis det ikke er psykisk stærkt, kan det få et meget vanskeligt liv. Det ville vi ikke, siger Julie F. Rask Larsen.

De blev dog afvist i at få en abort, og tog så til England hvor abortgrænsen er 24. uge. Her fik hun så foretaget en abort, i 22. uge. Parret klager nu til Folketinget, og ønsker en ændring i abortreglerne i Danmark.

Da jeg læste interviewet med parret, blev jeg simpelthen så arrig. En masse tanker fløj igennem hovedet på mig, men først og fremmest var jeg vred. Jeg synes ærligt talt ikke, de fortjener at blive forældre. For selv om de så får det ”perfekte” barn, vil der jo kunne opstå komplikationer senere. Han kunne få konstateret ADHD, autisme, høreskader, synsforstyrrelse, og en masse andre ting. Og hvordan vil de håndtere det? Så kan de sidde der og tænke ”bare han havde manglet en arm”. Jeg tror da nok det er sværere at have et svært autistisk barn, end et barn der mangler en del af sin arm. Og der må være utallige forældre til børn med sværere handicaps, som sidder og er rigtig vrede nu. For der er virkelig tale om et luksusproblem her. Jeg bryder mig generelt ikke om idéen om at man kan sortere på den måde i ufødte børn. At hvis barnet bare afviger det mindste fra normalen, så skal det frasorteres. For hvad bliver det næste så? Dem med læbe/ganespalte? Skal vi leve i et samfund med ”designerbørn”? Jeg synes godt nok det er skræmmende, at man kan forsvare for sig selv at få en abort i 22. uge, blot fordi et barn mangler en underarm. For mig er det slet ikke et alvorligt handicap! Selvfølgelig er det en hård besked at få, at ens ønskebarn i maven mangler det nederste af sin ene arm. For så brister drømmen om det perfekte, fejlfri barn. Det ønsker og drømmer alle jo om. Barnet vil altid skille sig ud i forhold til de andre – men dermed ikke sagt at det ikke vil kunne få et helt normalt og godt liv alligevel! I dag findes der jo fantastiske proteser som både kan hjælpe, men også gøre at det ”ser normalt ud” og man ikke ser, at der mangler en arm. Men mange vælger at leve fuldstændig uden protese. Det tror jeg faktisk langt de fleste gør, af dem der er født med det. For de har jo haft hele livet til at vænne sig til det, sådan er deres betingelser bare. Og de kan jo alt! Jeg har selv en kæreste med et meget mildt håndhandicap på venstre, han er født med for korte fingre, som reelt er ubrugelige. Men det betyder intet hverken for ham eller for mig. Og når man kender ham, lægger man ikke mærke til det. Man tænker ikke over det, og jeg glemmer i hvert fald ofte at han har en anderledes hånd, og beder ham om at gøre ting, som han så ikke lige kan gøre. Men ellers, så kan han alt. Ja, han kan måske ikke lige blive politibetjent eller guitarvirtous, men ellers er der stort set ingen begrænsninger. Så jeg synes virkelig det forældrepar bør skamme sig over deres beslutning. Der findes jo masser af eksempler på folk der mangler det ene eller det andet af deres lemmer, og som klarer sig fantastisk, har gode jobs osv. Hvordan kan de overhovedet tillade sig retten til at bestemme over deres ufødte barns liv? Hvordan kan de bare konkludere, at barnet vil få et dårligt liv? Det ved de jo ingenting om! Og hvis det er fordi de ikke føler, de kan håndtere et barn med sådan et handicap, kan de så overhovedet håndtere et ”normalt” barn? Det må sørme være hårdt at blive det næste barn i den familie, og leve med den viden om at storebror blev fravalgt fordi han ikke var ”perfekt” nok. Jeg er dybt rystet.

Artiklen har bragt en stor diskussion op omkring abort efter 20. uge. Debatten går på hvor stort et handicap skal være, før man kan berettige en abort efter 20. uge, hvor misdannelsesscanningen bliver foretaget. Flere mener, at det er et paradoks, at samfundet tilbyder scanninger af gravide i 20. uge for derefter at lade det være op til et abortsamråd at afgøre, om kvinden må afbryde graviditeten. Nogle mener, at vi bør hæve abortgrænsen til 18. uge, da man bedre ville kunne se misdannelser og handicap på scanninger og så kunne foretage en abort om nødvendigt. Jeg mener ikke det bør være nødvendigt at hæve abortgrænsen med seks uger. Som det er i dag, kan man jo stadig få foretaget abort efter scanningen i 20. uge, hvis det viser sigt at være et alvorligt handicap. Det er op til Abortsamrådet at afgøre. Jeg frygter konsekvenserne af dette. At man nu i højere grad kan frasortere liv på grund af småfejl. Et foster i 18. uge er begyndt at sparke, og jeg tror det må være meget psykisk belastende for enhver kvinde at få foretaget abort, efter hun har mærket liv. Dog er jeg glad for, at vi ikke overvejer at få samme vilkår som i England, hvor den legale abortgrænse ligger på 24 uger. Det er jo paradoksalt, når man tænker på hvor meget der bliver kæmpet for at holde neonatal-børn i live, som netop er født i uge 24. Man siger at fra uge 24 er barnet levedygtigt udenfor livmoderen. At det så i mange tilfælde nok ville være bedst for barnet ikke at overleve, er så en anden sag. Det er ikke lykken at blive født så mange uger for tidligt, og det vil barnet naturligvis opleve mange konsekvenser af.

Jeg synes det er meget spændende at følge med i debatten omkring det her, og jeg opfordrer alle til at gøre det samme på Kristeligt Dagblads hjemmeside.

Til sidst vil jeg lige bringe et billede af et foster i hhv. uge 12, 18 og 20:



 Man skal have respekt for livet, også for det der gror inde i maven! Etisk Råd vil om kort tid give deres vurdering på, om abortgrænsen bør hæves til 18. uge. Det bliver virkelig spændende at høre resultatet af.


Abort i Danmark
**15.103 kvinder fik en abort i 2005.
**96 procent af aborterne blev foretaget inden for 12. uge. Knap halvdelen før 7. uge.
**598 kvinder fik en abort efter 12. uge efter tilladelse fra abortsamrådet.
**Alle gravide kvinder tilbydes i dag en såkaldt nakkefoldsscanning i uge 11-13 og en misdannelsesscanning i 18.-20. uge. Begge undersøgelser har til formål at undersøge, om kvinden venter et handicappet barn.
Kilde: Sundhedsstyrelsen

"Er du mors lille dreng?"

Her til aften genudsendte de udsendelsen "Er du mors lille dreng?", om lille Jørn og hans forældre. Selvom det er en 10 år gammel genudsendelse, og jeg har set den en gang før, så er udsendelsen stadig lige tragisk at se. Jeg så den første gang sidste år til "Et år i huset", men selvom jeg har set den før så gør det stadig ondt inden i mig når jeg ser den. Jeg forstår slet ikke, hvordan man kan behandle et lille barn sådan? For mig er det det mest naturlige i verden, at give et lille barn masser af kærlighed og omsorg, men hvis man aldrig har oplevet det selv, er det jo umuligt at give det videre. Kan man så overhovedet bryde den sociale arv? Jeg tror bestemt på at der findes mønsterbrydere, men jeg tror også at det kræver en stor indsats fra de sociale myndigheders side. I sagen med Jørn var myndigheder med lige fra begyndelsen under graviditeten, men jeg mener bestemt ikke de har grebet sagen rigtigt an, som det i øvrigt ses tydeligt for enhver i den udsendelse... Skulle man overhovedet have givet Anni og Bjarne chancen for at være forældre for Jørn, eller skulle man bare have taget ham fra dem umiddelbart efter fødslen, og kommet ham i en plejefamilie? Med deres baggrund burde man på forhånd have konkluderet, at de ikke egnede sig som forældre. Selvfølgelig er det bedst, at barnet vokser op hos sine biologiske forældre, men jeg mener KUN dette gør sig gældende hvis disse forældre magter den opgave, det er at være forældre. Og det gør Anni og Bjarne IKKE. Jeg synes man giver dem alt for mange chancer, og i mellemtiden bliver lille Jørn tabt på gulvet og helt indesluttet, det er meget uhyggeligt at se. Misforstå mig ikke, jeg synes det er yderst beklageligt når man er nødt til at tvangsfjerne børn, men jeg synes samtidig også at det er nødvendigt i sager, hvor der indgår omsorgssvigt. Man er så pokkers bange for at tvangsfjerne børn fordi det er bedst hvis de vokser op hos deres forældre. Godt nok ER blod tykkere end pædagogik, men et par ikke-biologiske forældre kan være bedre forældre end barnets rigtige. Man bliver simpelthen nødt til at se på hvad der er bedst for barnet, og se sig ud over at barnet har det bedst når det er sammen med sine biologiske forældre, for sådan er det altså ikke altid.

Det var lige en lang smøre.. Jeg glæder mig til at se udsendelsen næste torsdag, hvor man ser Jørn ti år efter. Jeg håber han har det godt, på den anden side så er de tidlige oplevelser for et spædbarn så vigtige - og de første mange måneder af Jørns liv var jo præget af en masse forskellige mennesker der passede ham.. Det må altså have påvirket ham på en eller anden måde. At han blev en så indesluttet lille baby. Jeg synes virkelig det er tragisk, hvordan man bare kan se at lille Jørn ser helt opgivende ud. Ja, nærmest livstræt. Absurd, for et spædbarn der lige har begyndt sit liv. Meget skræmmende, men sandt er det, at hvis et spædbarn ikke får den nødvendige omsorg i form af kontakt, øjenkontakt, berøring osv, så kan det lægge sig til at dø! Selvom det får mad nok, så er disse ting også så essentielle for spædbørn og for at de kan leve.. skræmmende!!

Jeg er lige blevet færdig med min 24 timers skriftlige prøveeksamen i faget Kultur. Har skrevet en 7 siders opgave om døve i uddannelse og arbejde, deres integration og ligestilling med hørende. Synes ikke det var så vanskeligt at skrive om, det gik faktisk meget glat. Nu sidder jeg lige og ser Sex and the City - en af mine absolut yndlingsserier! og venter på at min søster får læst korrektur færdig på min opgave..

Glæder mig bare til at få afleveret den opgave i morgen - bare jeg nu ikke får printerproblemer (krydser fingre, det må ikke ske!) Jeg printer ud oppe på skolen..

I morgen aften skal jeg sammen med nogle af de andre fra klassen til fredagsbar i en ungdomsforening for døve, der hedder "Globen". Er lidt spændt på det, hehe, men det bliver også lidt sjovt at komme ud og snakke "rigtigt" tegnsprog i den virkelige verden, og ikke bare på skolen. Vi har været til fredagsbar én gang før, men det er helt tilbage i november. Jeg skulle gerne være bedre til tegnsprog nu, så det skal nok gå glat. Vi mødes omme ved mig inden og spiser pizza og hygger :D - jeg bor jo 5 minutters gang fra skolen.

Lørdag skal jeg til Horsens og besøge Rikke. Så skal vi lige ned og kigge lidt i gågaden og jeg skal se hende og kærestens nye lejlighed. Det blir hyggeligt!

Forresten så er jeg vist blevet mest tilhænger af at skulle læse til ergoterapeut. Det er også en uddannelse jeg har fundet interessant, siden jeg gik i gymnasiet.

Men det er altså ikke 100 procent sikkert endnu.. Det er nok 60/40:D

Adios!