I dag var jeg henne for at aflevere nogle anatomibøger, som jeg har lånt af min medicinstuderende ekskæreste. Mange af mine veninder har kigget lidt underligt på mig og sagt ”Ej! Kan du godt snakke med din ekskæreste? Og hvordan har Rasmus det med at du lånt bøger af ham, og stadig snakker med ham?”. Deres holdning undrer mig. Rasmus har det heldigvis fint med det. Jeg ville have svært ved det, hvis det var et ”problem” for ham, at jeg skulle låne de bøger. For der er jo ingenting i det.
Jeg snakker stadig med min ekskæreste, hvis vi mødes på gaden, eller hvis vi lige er på messenger på samme tid. Så skriver vi lige lidt sammen om hvordan det går. Hvorfor skulle det nu være så mærkeligt eller forkert? Vi gik fra hinanden stille og roligt, så det er jo ikke fordi vi hader hinanden. Forelskelsen er der ikke, men derfor kan vi vel stadig godt kunne snakke godt sammen. Hvorfor skal man nødvendigvis cutte ALT man har til en eks, bare fordi man har fået en ny kæreste? Manden var jo ikke psykopat, men faktisk en meget fin fyr. Og jeg ville da være træt af ikke at kunne hilse ordentlig på ham på gaden. Jeg elsker jo ikke Rasmus mindre, fordi jeg lige tager en hyggelig sludder med min eks.
Jeg kunne aldrig have en kæreste, der var jaloux. Simpelthen fordi jeg på ingen måde selv er jaloux! Jeg forstår ikke jalousi, jeg synes det er lidt fjollet og unødvendigt. Hvorfor være jaloux? Er det fordi man ikke stoler på sin kæreste? Hvad er da så det, for et forhold?!
Jeg stoler 110 procent på min kæreste. Jeg véd at han elsker mig højt, og det viser han mig hver dag. Jeg har derfor ingen grund til at være jaloux. Og selv hvis han skulle have lyst til at være mig utro – ja, så er der nok ikke så meget jeg kan gøre, for at ændre det. Det er jo ikke svært at være utro – om jeg så er jaloux eller ej, har han lyst til at være utro, så kan han jo sagtens gøre det. Men det tror jeg nu aldrig han kunne finde på. Han er nemlig godt opdraget! :)
Hvis man konstant går og mistænker sin kæreste for at være utro, eller for at snakke med andre piger osv, og man derfor sætter en masse regler op for ham, og skriver 1000 sms’er til ham hver gang han er i byen osv osv, ja, så kan jeg sådan set godt forstå hvis han vælger at være utro! Tilliden er jo brudt. Jeg ville da synes det var forfærdeligt, hvis man kæreste skulle gå og mistænke mig for alt muligt, tjekke mine sms’er og des lignende. Jeg ville tænke ”ser han mig bare som en værre skøge, eller hvad? Og hvorfor stoler han ikke på mig?”
Jeg er også ofte blevet spurgt, hvordan jeg har det med at Rasmus går i en klasse med mange piger, og hvordan jeg har det med at han har mange pigeveninder. Jeg undrer mig over de spørgsmål! Jeg har det helt fint med det. Det er hans veninder! Hvorfor skulle jeg ”frygte” dem? Det er da fuldstændig at nedgradere ham til et dyr, som absolut vil springe på alt, der er af modsat køn. Sådan er det jo ikke!! Der går også drenge i min klasse, som jeg snakker godt med, jeg betragter dem som kammerater og intet andet.
Jeg har så også den holdning, at han gerne må kigge efter piger, og snakke (flirte om man vel, det kan jo defineres på mange måder) med fremmede piger i byen. Det generer mig overhovedet ikke. Jeg gør da det samme. Det er kun menneskeligt. Som man siger, det er godt at samle appetit ude, så længe man spiser hjemme :) - og det er jo rigtigt.
Jeg mener ikke man stoler 100 procent på sin partner, hvis man ikke kan slappe af, når han er i byen.Og holder man kæresten i en kort snor, så ender man med at dræbe forholdet.”Love is like a butterfly – if you hold it to tight, it will crush”.
Jalousi bunder vel dybest set i usikkerhed. Man er usikker på sig selv, og overfører også denne usikkerhed over på ens forhold. Det er jo ikke fordi, jeg ikke også kan være usikker omkring mig selv. Men jeg tror, jeg ret meget har accepteret at jeg er den, jeg er, og derfor hviler mere i mig selv. Men selvfølgelig kan jeg også til tider blive usikker på mig selv. Men aldrig usikker i forhold til Rasmus, og hans kærlighed til mig. For den véd jeg bare er der!
